Beskrivelse

Dina Vanessa Liamson er kunstneren bag bøgerne ”Zentangle - Vilde dyr” og ”Zentangle Mini – Vilde dyr”.

Dina har tegnet, siden hun var helt lille. Hendes mor tegnede også, så gennem hende har Dina lært en del, eller måske i hvert fald arvet den kreative side.
Tegnestilen zentangle begyndte hun at udforske i 2012. Da mistede hun sin datter i 20. graviditetsuge. Dina havde efterfølgende en enorm sorg, hun skulle bearbejde.
Tilfældigt fik hun set denne forholdsvis nye ”trend” på nettet med doodles og zentangle. Den kreative side af hende fik straks lyst til at afprøve denne verden af mønstre.
Hun fandt hurtigt ud af, at hun kunne lade sine tanker få frit spil og strække sig i alle retninger, mens hun tegnede alle disse mønstre. Hun kunne få bearbejdet alle dagens tanker og følelser. Både af de glædelige, men også de svære.
Da hun i 2013 mistede sin søn ved fødslen, vidste hun med det samme, at hun måtte tegne endnu mere end hidtil for at få det frirum, hun havde brug for til at bearbejde sorgen af nu to døde børn.
Dina vidste, at hun var nødt til at tage hensyn til sine andre børn, og hun valgte derfor at gemme alle de svære tanker og alle tårerne, til de var puttet, og hun kunne sætte sig ved tegnebordet.
I dag, 4-5 år efter, er Dinas tegneri stadig hendes frirum. Her kan hun være sig selv og lukke hele verden ude.
Efter opfordring fra familie og venner begyndte hun at sælge ud af sine værker. En del af dem blev købt med henblik på, at køberen ville farvelægge dem. De søgte noget at tage sig til, når de skulle afkoble fra stress og jag. De søgte et frirum.
Det gav Dina idéen til at udgive disse bøger. På den måde kunne hun hjælpe andre med at finde ro i sjælen, og med udgivelsen af den tilhørende børnebog håber hun også på, at der opstår hyggelige stunder af kvalitetstid på tværs af generationer rundt om i de danske hjem.