Beskrivelse

Nogle børn får at vide, at de kom med storken. Lars Ahn ankom til Danmark med et Air France-fly en juli-aften i 1973 som adoptivbarn fra Sydkorea. Han var fire måneder gammel.

Han voksede op i Hedehusene på en blanding af tegneserier, spændingsromaner, Star Wars, Tolkien og Stephen King og fik tidligt lyst til at lave sine egne fortællinger. Men så kom journalistikken på tværs. Efter endt uddannelse på Journalisthøjskolen blev han i 1998 ansat på Dagbladet Roskilde og skrev i de følgende år så mange artikler, at der hverken var tid eller energi til fiktion (omend nogle kilder nok vil påstå, at der ikke var den store forskel).

I 2007 fik han dog lyst til at skrive fiktion igen, måske fordi han i mellemtiden var blevet redaktionssekretær og derfor skrev mindre på arbejdet. Siden har han haft noveller med i over tyve antologier og har udgivet to novellesamlinger, Månebase Rødhætte (2012) og Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (2017). Han har vundet Niels Klim-prisen for bedste danske science fiction-novelle to gange og Fantastiks novellekonkurrence ligeledes to gange. Siden 2012 har han desuden været med til at arrangere den årlige festival Fantasticon.

Han foretrækker at skrive inden for de fantastiske genrer, dvs. historier som ikke foregår i den virkelige verden. Det skyldes ikke kun hans egen begejstring for science fiction, fantasy, horror etc., men også at han mener, vi bør udnytte vores fantasi, når nu vi er udstyret med én.

Læs mere på hans hjemmeside larsahn.dk

Foto: Thomas Olsen