Brian P. Ørnbøl

brian P. Ørnbøl

Brian P. Ørnbøl debuterede i 2008 i Hvedekorn og har bl.a. udgivet fire digt- og to novellesamlinger. Udvalgte digte og noveller har været publiceret i Sverige, Tyskland, Irland og USA. Brian har modtaget legater fra Aarhus Kunstråd og Statens Kunstfond.
I 2016 udkom den anmelderroste børnebog ’Mekano Max’. Brians anden børnebog ’Ørnbøls ABC’ udkom på forlaget DreamLitt den 11. november 2016. Senest har han udgivet ’Ormen Werner’ i august 2017.

For Brian er det særlige ved børnebøger, at man skal være sig sin målgruppe meget bevidst. Når han skriver til voksne, tænker han ikke på, hvem der skal læse det. Han skriver sådan set lige præcis, som han lyster. Når han skriver til børn derimod, bliver han nødt til hele tiden at tænke over, om de forstår ordene, sammenhænge, referencer, meta-kommunikation osv. Om historien er forståelig, klar og tilpas overskuelig for den aldersgruppe, han forestiller sig skal læse – eller få læst – bogen. På den vis er det vanskeligere og mere bundet at skrive for børn.

Brians seneste udgivelse, Ormen Werner, består mestendels af rim og remser, som han har skrevet over en lang årrække – måske 6-7 år. Han havde længe haft tanken om at udgive en børnebog med rim og remser, og den idé fik ny næring, da han selv fik børn. De har sammen læst et hav af både de klassiske og de nye forfattere, som skriver i genren.
Rim og remser tiltaler ham meget – der er både rytme, musik, sproglære og leg i genren. Og det er noget, både små og store børn – samt deres voksne – virkelig kan lide.

Han er selv mest til de kortere ting. Hans favoritgenre er novellen, og han er meget inspireret af fx Peter Seeberg. Tematisk er han mest til det eksistentielle og surreelle. Også nyere forfattere, som arbejder med magisk realisme, synes han, er spændende. Ud over novellerne læser han også mange digte, kortprosa og til dels essays.

Bøger udgivet af forfatteren: